don't everybody love the smell of gasoline (well, burn motherfucker, burn american dreams)

af de amerikanske aviser jeg hidtil har læst, har det slået mig, hvor lavt de prioriterer billederne. det er kedelige portrætter og meget sjældent reportagebilleder eller collager. da jeg lå i min stam-park (mission dolores park med udsigt til en solbadet skyline) tidligere i dag læste jeg et interessant bud på hvorfor. det var i martin krasniks "min amerikanske drøm", hvor han interviewer en stribe stjerneforfattere, hvoraf en stor del selvfølgelig er jøder. en af dem er art spiegelman, hvis claim to fame er den tegnede roman "maus", der fremstiller jøder som mus og polakker som grise og en stribe andre folkefærd som lige så usle dyr og samtidig fortæller hans families holocausthistorie - det var i øvrigt også ham, der tegnede forsiden på the new yorker efter 11. september - tegningen med to sorte tårne på sort baggrund (og det var de samme to tårne, der fik ham til at forlade avisen pga uoverenstemmelser om hans essay om "the no towers" og anklager om censur) - nå, men han mener, at amerikanerne er blevet bange for billeder. og tegninger. tegninger, satiretegninger, samler i stedet for at splitte, mener han, fordi de bygger på klicheer og let forståelige symboler (det var også derfor amerikanerne ikke bragte muhammedtegningerne, siger han). på samme måde kan billeder misforstås, underforstås og overfortolkes og efterlader derfor ikke afsenderen med samme mulighed for at kontroller budskabet som en tekst gør. og netop det, kontrollere, vil de amerikanske medier åbenbart i langt højere grad end de europæiske. spiegelman kommer med en stribe lange forklaringer på det behov, men dem vil jeg ikke genfortælle, men blot opfordre jer til at læse bogen. den er god. og så meget for krasniks amerikanske drøm...

ellers noget? i går kom vi for sent til en fødselsdagsfest for lewis på mission street, som nogle af de andre havde mødt i byen - han inviterede vist alle han mødte. eller vi kom ikke for sent, vi kom bare for sent til den fri bar, som han havde fikset ved at lægge 1000 dollars i baren - men det begyndte åbenbart klokken fire om eftermiddagen. amerikanere går i byen på mærkelige tidspunkter. vi kom til gengæld i god tid til aftenens højdepunkt for fødselaren - at han skulle barbere sit skæg af. det var meget mærkeligt. resten af aftenen brugte vi til technofest og på en tagterrasse med udsigt og byen og vandede stella artois. vi mødte ikke nogen fra uni, men til gengæld søde amerikanere!

og tjek så lige det gamle outkast ud. gasoline dreams er dope!